Sunde dadelkugler
Det er ingen hemmelighed, at jeg prøver at spise sundere, og tabe mig lidt op til brylluppet, da jeg selvfølgelig vil stå så kniv skarpt som muligt den dag og føle mig godt tilpas i min krop. Det går måske ikke altid helt hånd i hånd med alle de kager jeg laver. Men faktisk spiser jeg ikke så meget af det selv. Jeg har en masse kollegaer, venner og familie som kommer forbi og henter det. Vist ryger der lidt ned engang imellem, men det er ikke det store. Min store last er nok chokolade! Derfor har jeg lavet disse sunde lækre daddelkugler, som er fyldt med mørk chokolade og nødder.
Dadelkuglerne er super nemme at lave. Alle ingredienserne skal op i blender og blendes sammen. Jeg overtrækker mine med mørk chokolade. Herefter triller jeg nogle i ristet hasselnødder, andre i lakridscoating imens nogle bare er plain chokolade. Du behøver ikke at overtrække dem med chokolade, men som nævnt tidligere ELSKER jeg chokolade. Du kan sagtens trille dem direkte i nødder, frysetørret bær, kokos eller noget helt andet.
Dadelkugler med chokolade 15-20 stk
300 g dadler
75 g nødder (jeg brugte et mix af hasselnødder, mandler og cashewnødder)
50 g mørk chokolade min. 75%
3 tsk kakao pulver, usødet
150 g mørk chokolade min. 75%, smeltet
45 g fint hakkede ristet hasselnødder
3 tsk. lakrids coating
Du kan også bruge kokosmel, frysetørret hindbær, jordbær, hakkede pistacie eller noget helt andet. Vælg det du bedst kan lide.
Kom dadler, nødder, 50 g chokolade og kakaopulver i en foodprocessor eller blender. Blend massen til en ensartet blød masse. Tril dem til kugler i den ønskede størrelse. Mine vejer ca, 25g per stk. Sæt dem på køl imens du temperere chokoladen. Se her hvordan jeg temperere min chokolade. Når chokoladen er klar, overtrækkes alle kuglerne med chokolade. Jeg tager en skefuld chokolade i hånden, og triller kuglen rundt i chokoladen, så jeg får et tyndt lag. Jeg giver dem 2 lag chokolade. (Du kan med fordel bruge handsker til dette) Du kan også bare dyppe dem i chokoladen, men så får du et tykkere lag. Når dine kugler har fået chokolade, trilles nogle af dem i hasselnødderne. Når chokoladen har sat sig på de resterende, kan nogle af dem coates i lakrids coating.
Opbevar dadelkuglerne i lufttæt beholder i køleskabet. Her kan de holde sig en uges tid. Dadelkuglerne er perfekte til madpakken, picnicen, eftermiddags snack eller hvis du bare har brug for noget sødt.